Alene med mig selv

Jeg er i disse dage alene i et sommerhus ved Liseleje. Jeg laver ingenting, men i mit indre er der virkelig gang i den. Jeg græder og græder. Jeg omfavner og snakker med mit indre barn. Hun er kun to år og forstår ikke hvor hendes mor er. Hun føler sig forladt og fortabt og alene og usikker. Min mor blev indlagt to gange i lange perioder. Ca 3 mdr. Første gang da jeg var under 2 år, anden gang var jeg over 2 år. Jeg forstod ingenting. Jeg havde heldigvis min far. Selvom han var dejlig og er en fantastisk far, så er moderen altså den tætteste når man er 2 år. Det sår har jeg båret rundt på hele mig liv. Smerten og savnet har ligget der latent i alle årene. Det har måske gjort at jeg – i ren overlevelse – har trukket mig dengang. Det mønster har jeg båret videre og utallige gange trukket mig følelsesmæssigt når andre mennesker kom for tæt på … I angsten for at miste – igen.

Jeg mistede heldigvis aldrig min mor. Men frygten for at miste hende har fyldt utrolig meget … Altid.

Jeg har måske altid forsøgt at undgå at komme alt for tæt på folk, særligt på kvinder/veninder. For tænk hvis nu de pludselig forsvandt eller ikke kunne lide mig … Min indre lille pige kunne ikke forstå hvorfor min mor var væk og den smerte ville jeg for alt i verden ikke igennem igen. Så var det nemmere at holde lidt afstand. Aldrig komme helt tæt, for så var der ikke så meget på spil.

I denne sommer er der blevet rusket godt rundt i mit indre og jeg er (åbenbart) klar til at hele mit indre sår.

Det gør virkelig ondt, men nu er jeg her … Alene … Har ikke særlig mange ting med … Så her er bare mig og min smerte. Jeg græder meget. Rigtig meget. Jeg er nærmest 2 år indeni. Jeg kan ikke se billeder af mig selv som 2 årig uden at græde. Og det er en dyb dyb gråd der går så dybt. Det er meget forløsende og jeg nyder at jeg har tiden lige nu til at mærke alle følelser og til at hele og rumme mig selv.

Alt er godt og lige som det skal være ❤️