Hvem bestemmer om du er god nok?

Er det i virkeligheden ikke dig selv?

Førhen (og også nogle gange nu), tog jeg tingene meget nært. Hvis nogen synes andre gjorde noget irriterende og brokkede sig over det, så følte jeg straks en ubehag. Jeg lukkede en smule ned for den del af mig selv, der måske mindede om det, personen brokkede sig over. “For så vil den person da ikke brokke sig over mig”.

Men efter mange mange år med dette mønster, så er det pænt mange ting jeg så har lukket ned for. For lige så mange forskellige mennesker der findes, lige så mange forskellige meninger har folk om hvordan andre skal være eller opføre sig.

Jeg har fået øjnene op for at det her mønster, er den perfekte opskrift på at blive en vaskeægte PLEASER. Oh yes. Jeg indrømmer det gerne. Jeg er en pleaser!

Det har jeg vidst længe, men hold da op, det er svært at bryde den rolle. Det er så gennemgribende et mønster for mig og jeg svinger mellem at jeg synes jeg egentlig er godt med i forhold til at sige farvel til pleaseren, men andre gange er jeg mega pleaser.

Jeg har heldigvis fået flere redskaber til at komme pleaseren til livs.

F.eks er jeg blevet bevidst om hvor meget jeg selv kan ændre. Jeg kan f.eks. spørge mig selv:

Hvem er det egentlig der bestemmer om jeg er god nok? Er det egentlig ikke mig selv der bedømmer mig selv, fordi jeg ubevidst har valgt, at tage andres meninger ind som min egen sandhed?

Der er ingen grund til at blive ved med at huske alt det andre har brokket sig over hos andre, og tage det personligt.

Jeg må gerne være mig selv og jeg er god nok som jeg er.

Hvorfor skulle jeg ikke være god nok som jeg er? Hvorfor tror jeg stadig på de voksne der i min barndom sagde med deres ord, eller handlinger, at jeg ikke måtte være mig selv? Mønstre kan være så dybe og indgroede og svære at få brudt. Den det ER muligt.

Det er KUN mig selv der siger at jeg ikke er god nok som jeg er, det er mig selv, der (stadig) tror på at at jeg ikke må være MIG. Hele mig, også den skøre, og den sårbare, og den sure, og den vrede og den utilfredse, den platte osv.

Det er mig selv der spiller samme kassettebånd om og om igen. (musik-ting fra 80’erne :-))

Nu vil jeg optage et helt nyt, frisk, støttende og kærligt lydspor OVER det gamle. På begge sider! Det gør ikke noget at det kun er få minutter jeg optager hver gang. Små skridt er bedre end ingen.