skip to Main Content
Skriv til hej@nanak.dk eller ring 29923777

Hvem siger at jeg ikke er god nok?

Jeg er vild med selvudvikling. Jeg synes det er så spændende at blive bevidst om nye sider af mig selv og andre. Jeg har fundet ud af og efterhånden accepteret at jeg bedst kan lige dybe samtaler, fremfor smalltalk. Jeg synes blandt andet at det er interessant at snakke med andre om hvad de synes er sjovt, dejligt, irriterende, provokerende osv. Mange gange er det genkendeligt det andre bliver irriteret over, andre gange ikke. Jeg kan godt lide at reflektere over hvordan jeg opfatter det andre fortæller, hvordan de oplever ting og hvordan de har det.

Førhen (og også nogle gange nu), tog jeg tingene meget nært. Hvis nogen synes andre gjorde noget irriterende og brokkede sig over det, så følte jeg straks en ubehag. Jeg lukkede en smule ned for den del af mig selv, der måske mindede om det, personen brokkede sig over. “For så vil den person da ikke brokke sig over mig”.

Men efter mange mange år med dette mønster, så er det pænt mange ting jeg så har lukket ned for. For lige så mange forskellige mennesker der findes, lige så mange forskellige meninger har folk om hvordan andre skal være eller opføre sig.

Jeg har fået øjnene op for at det her mønster, er den perfekte opskrift på at blive en vaskeægte PLEASER. Oh yes. Jeg indrømmer det gerne. Jeg er en pleaser!

Det har jeg vidst længe, men hold da op, det er svært at bryde den rolle. Det er så gennemgribende et mønster for mig og jeg svinger mellem at jeg synes jeg egentlig er godt med i forhold til at sige farvel til pleaseren, men andre gange er jeg mega pleaser.

Jeg har heldigvis fået flere redskaber til at komme pleaseren til livs, og jeg har fået hjælp til at kaste lys på hvorfor jeg er blevet pleaser.

Jeg har bla. fået hjælp af Elenor Munch og fulgt hendes Krop og flow forløb. Jeg har fået øje på en del mønstre fra min barndom, som jeg også tidligere har været inde på, bla. her (Pludselig var jeg 5 år igen) og her (Når selvtilliden skælder selvværdet ud). Jeg kan genkende mønstrene helt tilbage fra min skolestart og fra min familie.

Jeg har åbenbart fra meget lille, ca. 5 års alderen, lært at jeg ikke kunne være mig selv. Det kunne folk enten ikke lide, eller håndtere, eller det passede ikke ind. I alle skoleårene og også i mit teenageliv og voksenliv, har jeg fået forstærket den tro, at jeg ikke var god nok som jeg var, og har lukket ned for mange sider. Det var som om det var ren overlevelse at skulle lægge så meget bånd på mig selv, og jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle være i verden eller komme ud af de mønstre. Jeg inviterede nærmest andre til at træde over mine grænser. Jeg blev grænseløs jo mere jeg pleasede. Jeg ville så gerne have at alle skulle kunne lide mig. For hvis de ikke kunne det, føltes det som den sikre død, udskillelse fra flokken! Så hellere gøre som andre gerne vil have, for at passe ind – og får at ingen skal kunne brokke sig over mig og blive sure på mig.

Men hvem siger at jeg ikke må være mig selv nu? Hvorfor skal jeg blive ved med at tro på de gamle oplevelser og minder? Hvorfor skulle jeg ikke være god nok som jeg er? Hvorfor tror jeg stadig på de voksne der i min barndom sagde med deres ord, eller handlinger, at jeg ikke måtte være mig selv? Mønstre kan være så dybe og indgroede og svære at få brudt. Men det er ikke umuligt og jeg har planer om at rive mit pleaser-mønster op med rod. På en nænsom og kærlig måde.

Det er åbenbart kun mig selv der siger at jeg ikke er god nok som jeg er og at jeg ikke må være MIG. Hele mig, også den skøre, og den sårbare, og den sure, og den vrede og den utilfredse osv. Det er mig selv der spiller samme kassettebånd om og om igen. (musik-ting fra 80’erne :-)) Men nu laver jeg båndsalat! .. nej det behøver ikke engang at være så drastisk .. jeg optager et helt nyt, frisk, støttende og kærligt lydspor OVER det gamle. På begge sider! Det gør ikke noget at det er få minutter jeg optager hver gang. Jeg nyder processen, der også er lidt spændende. Små skridt er bedre end ingen.

<3

 

Back To Top
Verified by MonsterInsights