Når selvtilliden skælder selvværdet ud
Wow! Sikke en modtagelse mit tidligere blogindlæg fik (Pludselig var jeg 5 år igen) Jeg blev helt overvældet og kunne ikke falde i søvn om aftenen og vågnede helt frisk kl. 5 næste morgen. Det var ret vildt for mig. Og som mange skrev, så var det modigt af mig at blotte mit indre totalt. Jeg følte mig også ret modig og spændt, da jeg med hamrende hjerte trykkede UDGIV. Tak for jeres dejlige ord og smileys ♥
Faktisk er det at skrive for mig virkelig god terapi. Jeg får bearbejdet mange følelser og bevidstgjort en masse tanker og mønstre. Det gør jeg slet ikke ved at tale. Det er som om at der ikke er så god forbindelse mellem mine følelser og mit talecenter. Mine følelser sidder åbenbart dybt i min krop/mave og kan bedst udtrykke sig gennem kroppen/hænderne ved at skrive og ved de skrevne ord. Så jeg fik virkelig meget ud af at skrive det indlæg. En masse blev bearbejdet og kom ud, så jeg ikke længere behøver at have det indeni mig. Jeg har faktisk haft det rigtig godt siden.
Ja, bortset fra at jeg flere gange har tænkt at jeg rigtig gerne vil skrive et nyt indlæg på bloggen, men hvad i alverden skulle jeg skrive om? Skulle jeg finde på noget bare for at det kunne være spændende at læse om? Skulle jeg tage noget af det gamle jeg har skrevet tidligere på mit Detox dig smuk forløb frem og sætte det på bloggen? Det er som jeg forestiller mig det er for en musiker der har lavet et kæmpe hit og skal lave 2’eren… Det er lidt op af bakke … Men efter 2’eren så kører det bedre … Måske..
Så jeg har haft en hel masse tanker og nogle gange har jeg taget mig selv i at forsøge at hive noget ud af en følelse, bare for at skrive om noget. Men den går altså ikke. Jeg vil kun skrive noget, når jeg har noget ægte at skrive om. Noget der kommer flydende ud af mine hænder og som jeg gerne vil have ud. Ellers ikke.
Mit lave selvværd kommer frem igen med alle de tanker. Det handler i virkeligheden om at jeg ikke føler mig god nok og spændende nok til at skrive indlæg på en blog. Sikke noget vås! Siger den anden del af mig. Den del der har masser af selvtillid. Men en selvtillid der er kommet af at jeg skulle gøre noget for at få anderkendelse fra andre. Ikke selvværdet der er der fordi jeg er god nok præcis som jeg er, uden jeg skal gøre noget som helst.
Jeg har, som alle andre sikkert også har, to sider. Og de skælder hinanden ud. Det er nok mest den ene der skælder den anden ud. Den selvsikre skælder den usikre ud. Det skete igen lige før, i det forrige afsnit. Den følsomme del af mig der var usikker på om jeg var spændende nok til at skrive et blogindlæg, hun indrømmede at hun var usikker og var sårbar … Så kom den hårde mig og skældte ud og sagde, sikke noget vås! Det vil sige at en del af mig er sur på en anden del af mig. Den usikre mig krympede sig og blev bekræftet i at hendes følelser ikke er ok og det ikke kan betale sig at være ærlig og sårbar. Ikke engang over for mig selv. Så skal jeg nok finde hammeren frem og slå mig oveni hovedet. Ond cirkel.. Det bliver mit selvværd ikke bedre af.
Jeg kan heller ikke gå og vente på at nogen kommer udefra og fixer mit lave selvværd. Det er kun mig der kan gøre det. Jeg øver mig dagligt og i dag har jeg endnu engang opdaget at jeg er rigtig hård over for mig selv. Mit selvsikre jeg har ellers ALTID været sikker på at jeg slet ikke var en af dem der gik og slog sig selv i hovedet med det ene og det andet jeg ikke kunne finde ud af. Jeg har altid troet at jeg var flink ved mig selv. Men det har været med åbenlyse ting, som hvis jeg spilder noget, så siger jeg bare nå ja, pyt med det. Eller hvis jeg kommer til at købe noget forkert fordi jeg glemmer at læse hvad det er, men kun kikker på hvordan det plejer at se ud.
MEN, når det handler om mine følelser, så kan jeg være SÅ hård overfor mig selv og hagle mig selv ned. Jeg kan blive så irriteret på mig selv hvis jeg har en såkaldt forkert følelse. Sagen er bare at der skal være plads til ALLE følelser og ingen følelser er forkerte.
Hvismit selvværd nogensinde skal blive bedre, er jeg nødt til at tale pænt til mig selv HELE tiden. Ikke kun når jeg er ked af det og græder. Men også når jeg føler lavt selvværd. For det gør jeg nogle gange. Selvom mit selvsikre jeg er så sur over det og slet ikke forstår hvorfor og har så travlt med at gøre den del af mig forkert. Jeg skal vist lige holde øje med den selvsikre side og lære den ikke at mobbe min usikre side.
I dag lover jeg at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at tale pænt til mig selv. (Også selvom selvværdet råber: Neeeej du kan da ikke bare sætte det blogindlæg på.. )
