skip to Main Content
Skriv til hej@nanak.dk eller ring 29923777

Sund og uimodståelig chokoladekage med kokos

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har bagt denne kage. Både til fødselsdage, konfirmation og diverse hyggelige sammenkomster. Den er og bliver en af de allerlækreste kager indenfor glutenfri/mælkefri og sukkerfri- kategorien.

Selv de gæster der spiser alle slags “almindelige” kager, efterspørger denne kage. Så med god samvittighed, kan du sætte tænderne i denne lækre saftige chokoladekage. Du kan endda skifte kakaopulveret ud med både ceremoniel rå cacao for at opnå endnu mere intens smag eller tilføje kanel og kardemomme, for at få en krydderkage ud af det.

Jeg er Webopskrifter.dk evigt taknemmelig for at have delt denne opskrift for mange år siden.

Glutenfri mælkefri chokoladekage

Her er hvad du skal bruge:

Selve kagen:

  • 15 dadler (f.eks. Juicy Dates – ca. 180 g uden sten)
  •  3 æg
  •  2 dl mælk (jeg bruger rismælk (risdrik), da den giver ekstra sødme. Andre plantemælk kan også bruges)
  •  2 spsk olie (Jeg bruger kokosolie med smag)
  •  100 g mandler (eller mandelmel)
  •  1 tsk bagepulver
  •  1 tsk natron
  •  1 tsk vaniljepulver (ikke vaniljesukker, for at holde den sukkerfri. Kagen er rigelig sød i sig selv)
  •  3 spsk kakaopulver
  •  1 knsp salt (Jeg bruger himalayasalt, så vi får de sunde mineraler med som bonus)
  •  1 dl kokosmel

Glasur

  •  60 g mørk chokolade
  •  12 dl kokosmel

Sådan gør du

Fjern stenene fra dadlerne, og blend dadler og æg i en blender, foodprocessor eller minihakker, til det er en fin masse. Bland mælk og olie i.

Blend mandlerne til fint mel eller brug mandelmel. Bland mandelmel med bagepulver, natron, vaniljepulver, kakao og salt. Rør de tørre ingredienser sammen, så der ikke er klumper, og bland det i dejen. (Hvis man er doven, så bland det hele i en foodprocesser)

Rør til sidst kokosmel i, og bland det hele godt sammen. Beklæd en springfrom (18 cm i diameter) med bagepapir, og hæld dejen op i. Bag i ca. 35-40 minutter ved 180 grader. Nyd den dejlige duft der breder sig.

Lad kagen køle af. (Hvis du kan vente)

Smelt chokoladen i et vandbad, og bland kokosmel i. Fordel det ud over kagen, og lad det størkne.

God fornøjelse og nydelse!

Back To Top
Verified by MonsterInsights